søndag den 1. juli 2012

THE GREATEST STORY EVER TOLD?

Jeg sidder i skrivende stund og skal til at begynde mit næste store projekt. Det er et projekt som er vigtigt for mig af personlige årsager, da jeg håber jeg kan hjælpe andre der har stået i samme situation.
Mit nye projekt er en bog. Den kommer til at være målrettet mod teenage-piger primært, men jeg håber at også voksne kan læse den og nikke genkendende til sitationerne.

Denne bog og dens historie er mit hjertebarn. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at den handler om det at være en ung pige og finde ud af, at man er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det skaber i ens hovede.
Grunden til, at det er så vigtigt for mig at fortælle denne historie er, at jeg selv er biseksuel (hvilket for mig er et lige så ligegyldigt faktum som at mine øjne er grønne) og selv kan huske, hvor forvirrende og skræmmende det var at finde ud af, at jeg ikke var ligesom de andre. Jeg kan huske hvordan jeg ledte biblioteket tyndt efter bøger om piger, der havde det ligesom mig selv, men ikke fandt noget. Størstedelen af teenage-bøger er målrettet mod piger, der fantaserer om at få drømmefyren, og den lille brøkdel der har homoseksualitet som emne, er henvendt til eller omhandler fyre. Jeg følte at jeg var for anderledes til at der blev skrevet bøger om, hvordan jeg havde det.

Det håber jeg på at ændre med denne bog. Jeg har flere gange følt, at jeg med mine ideer og historier til både film og bøger kan være med til at hjælpe andre mennesker, og at jeg til en vis længde er sat på jorden for at gøre denne forskel. Med fare for at lyde hamrende narcissistisk eller højrøvet, føler jeg at der er en grund til at disse historier dukker op i min hjerne, og denne grund er, at der er nogen et sted der vil have glæde af at få del i dem.

Med denne bog håber jeg inderligt at jeg kan hjælpe unge piger i samme situation på en måde, jeg ikke selv blev hjulpet. Det er svært nok i forvejen at være teenager, og når man samtidig slås med at forene sig selv med det faktum at man har en "anden" seksualitet end normen, kan det gøre alting så meget sværere.
Jeg manglede et sted at gå hen for at få svar. Jeg håber, at jeg med min bog kan give andre unge piger de svar, de søger.

/M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar